Forfatter-talk Beryl Markham – Karen Blixens veninde og rivalinde

by

Beryl Markham voksede op på en farm i det nuværende Kenya med en uhørt grad af frihed. Hun gik barfodet på jagt med unge nandier, havde en zebra som kæledyr og heste som venner. Hun opdagede tidligt magien ved at flyve, og fra sin lille Avian-maskine spottede hun elefanter for storvildtjægeren Bror Blixen. Hun er verdensberømt for at flyve alene over Atlanten i 1936, havde et gådefuldt og glamourøst liv med mange elskere, bl.a. Denys Finch Hatton.

Kom og hør om Med Natten mod Vest, der er Beryl Markhams fascinerende historie om sit liv i kolonitidens Afrika. Det foregår i en samtale mellem Charlotte Jørgensen, der har udgivet bogen, og Anita Frank Goth, der har skrevet efterskrift til den.

Anita Frank Goth, cand.mag., journalist, oversætter og redaktør. Tidl. underviser i litteratur, redaktør på KVINFO og KVINFOs projektleder på Nordisk Kvindelitteraturhistorie i samarbejde med professor Anne-Marie Mai, SDU. Medredaktør af den feministiske antologi Nu er det nok. Så er det sagt og bidragyder til Elitefeministerne.

Charlotte Jørgensen, ph.d., og tidligere forlægger på C&K Forlag.

Billetter til arrangementet som foregår på Karen Blixen Museet torsdag den 28. september kl. 17:00 koster 75 kr. inkl. entré til museet og kan købes på billetto