Forfatterskabet

"Jeg tror man må opleve noget, førend man kan samle sin Personlighed i nogen slags kunst, men jeg tror man siden kan omsætte det igen i Kunsten", skrev Karen Blixen til sin mor fra Afrika i 1917.


Der går imidlertid en halv snes år, før hun for alvor begynder at skrive på de fortællinger, som i 1934 bliver udgivet i Amerika med titlen Seven Gothic Tales og året efter udkommer i Danmark som Syv fantastiske fortællinger. På det tidspunkt har Karen Blixen ikke bare oplevet "noget", som hun skriver til moderen. Hun har levet i to vidt forskellige kulturer, og personligt har hun gennemlevet dramatisk store udsving i tilværelsen - fra intens lykke og et liv i frihed, til livstruende fortvivlelse og fastlåshed.

HUMORISTISK OG FILOSOFISK FORFATTERSKAB
Det er bemærkelsesværdigt, at Karen Blixens forfatterskab på én gang fascinerer millioner af almindelige læsere og udfordrer den mest kræsne litteraturforsker. Man kan helt forudsætningsløst gå om bord i hendes fortællinger og blive godt underholdt, fordi hun besidder evnen til at fortælle en god - og det vil blandt andet sige elementært spændende - historie. Samtidig rummer fortællingerne ekstravagant humor, samt viden om skjulte motiver bag menneskers handlinger, om længsler og håb, om vanskeligheden ved at forstå sig selv, og om at forvilde sig på livets veje, men først indse det, når det er for sent at vende om. Det er med andre ord også et filosofisk forfatterskab, som bærer præg af, at Karen Blixen var en moden og erfaren kvinde på 48 år, da den første samling fortællinger udkommer. Desuden var hun frygtløs i den forstand, at hun var hævet over sin samtids herskende smag og ‘rigtige´ meninger i både politisk og ideologisk betydning.


ALTID EN GÅDE TILBAGE 
Men selvom filosofiske og eksistentielle spørgsmål ofte drøftes af fortællingernes personer, når de aldrig til definitive konklusioner. Der resterer altid en gåde i Karen Blixens fortællinger. Derfor er forfatterskabet til stadighed genstand for nye fortolkninger, og derfor er der - som i al stor kunst - den parallellitet mellem det skabte og det virkelige liv, at heller ikke det virkelige liv formår vi at sætte på endegyldige formler.

 


Tilbage til top

 

 

kalender_048