KAREN BLIXENS LIV, BARN OG UNGDOM


Mange store kunstnere og forfattere viser allerede i barndommen og den tidligeungdom lyst til at udtrykke sig i form af digte, små historier og skitser. Det gælder også Karen Blixen – født Dinesen i 1885.

Allerede som 8-årig skriver hun “Vers af Karen Dinesen fra 1893”, og i årene fremover fortsætter hun med eventyr, fortællinger og skuespil, som hun opfører i hjemmet på Rungstedlund sammen med søstre og venner. De kladdehæfter, hun skriver i, er desuden fyldt med tegninger af trolde og landskaber, kvindeportrætter og illustrationer til ungdomsårenes yndlingslitteratur, bl.a. Shakespeares skuespil og Charles Dickens’ romaner.

TEGNEUNDERVISNING

I 1902, 17 år gammel, får hun tegneundervisning på frøknerne Meldahl og Sodes private tegneskole i København, og året efter bliver hun optaget på den nyoprettede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Hun fortsætter imidlertid også med at digte, og i 1907 og 1909 bliver nogle af hendes noveller under pseudonymet “Osceola” trykt i et par af tidens førende, litterære tidsskrifter. De vækker dog ingen synderlig opmærksomhed, og i 1910 tager hun med sin søster til Paris, angiveligt for at gå på malerskole. Som hendes dagbog fra opholdet viser, er udbyttet begrænset. Hun deltager, men uden større glæde, i byens selskabsliv og er i det hele taget “saa led ved hele Tilværelsen, at jeg kunde kaste op”. Da hun i 1913 forlover sig med den svenske baron Bror Blixen-Finecke og emigrerer til Afrika, har hun tilsyneladende givet endeligt afkald på en kunstnerisk karriere. Dog medbringer hun sine kladdehæfter med diverse udkast fra de unge år.


Mange År Senere i Afrika

Mange år senere i Afrika, da ulykkerne ramler ned over hende, gør Karen Blixen status over sit liv. I et brev fra 1926 forklarer hun broderen Thomas Dinesen, hvorfor hun opgav både digte- og malerkunsten:

“Jeg skulde naturligvis have bestemt for mig selv; men her kom igen den underlige Modstand mod alt, som paa nogen Maade var udenfor den snevre Cirkel hjemme, og den underlige Magt de havde, at man altid syntes man havde Uret, naar man gik imod dem. Hvad tænkte de sig? Ja, de tænkte sig vel nærmest Giftermaal som vor Fremtid.”

Det var familien Dinesen ikke ene om. Omkring århundredskiftet betragtede man det stadig som kvindens bestemmelse at blive gift og stifte familie. Uddannelsesinstitutioner for kvinder blev først oprettet en snes år før Karen Blixens fødsel, og det var i første omgang ikke døtre fra det højere borgerskab – Karen Blixens miljø – som gik på lærerseminarium eller sygeplejeskole. De blev stadig opdraget til at begå sig i ægteskab og selskabsliv, lære sprog og læse litteratur, evt. spille et instrument eller male. Men kun med henblik på almen dannelse og tidsfordriv.

PÅ FÆDRENE SIDE

På fædrene side var Karen Blixens familie officerer og godsejere, på mødrene side storkøbmænd og godsejere. Hendes far, Wilhelm Dinesen, er født på herregården Katholm på Djursland. Som den næstældste søn bliver han uddannet officer og deltager først i den dansk-tyske krig i 1864, siden i den fransk-tyske krig 1870-71. I 1872 tager han til Wisconsin og lever som pelsjæger blandt nordamerikanske indianere. Da han i 1879 vender tilbage til Danmark, køber han tre landbrug i Nordsjælland, herunder Rungstedlund, Karen Blixens fødehjem.

I 1881 gifter Wilhelm Dinesen sig med Ingeborg Westenholz, datter af finansminister, etatsråd Regnar Westenholz, som var storkøbmand, bl.a. i London, og siden købte godset Matrup ved Horsens, hvor Ingeborg er født. Wilhelm og Ingeborg Dinesen får i hurtig rækkefølge tre døtre, Inger (Ea) i 1883, Karen (Tanne) i 1885 og Ellen (Elle) året efter. I 1892 og 1894 følger brødrene Thomas og Anders.


FADEREN VÆLGES IND I FOLKETINGET

Wilhelm Dinesen bliver i 1892 valgt ind i Folketinget som løsgænger med sympati for partiet Venstre. I de perioder, hvor Folketinget er indkaldt, bor han ugens hverdage på et københavnsk pensionat. Her hænger han sig den 28. marts 1895. Der findes ingen officiel forklaring på, hvorfor den kun 50-årige godsejer, folketingsmand og far til fem børn tog sit eget liv. Det eneste eksisterende, skriftlige vidnesbyrd er et brev fra Ingeborg Dinesen til sønnen Thomas, hvor hun skriver: “For fader har tanken om at skulle leve som en slagen og syg mand været uudholdelig.”

I et interview fra 1959 siger Karen Blixen: “Min fars familie var tiltalende folk, men de var ikke dygtige til at leve. De var dømt på forhånd, som man siger, fra begyndelsen. De var udmærket begavede, men de ventede for meget af livet.”

FADEREN DØR, DA KAREN BLIXEN ER 10 ÅR GAMMEL

Karen Blixen er 10 år, da Wilhelm Dinesen dør. Det bliver et stort savn for hende under opvæksten, fordi hun var tæt knyttet til faderen, men også fordi der i det faderløse hjem ikke er nogen modpol til de mange stærke og religiøse kvinder, som nu omgiver børneflokken. Foruden moderen Ingeborg er det den ugifte moster Bess (Mary Westenholz) og mormoderen Mamá (Mary Westenholz), der er enke og bor på den nærliggende gård Folehave, samt huslærerinden frk. Zøylner og barnepigen Malla.

Ingeborg Dinesen giver selv i et brev til sønnen Thomas i 1931 en meget præcis karakteristik af miljøet og udtrykker forståelse for, hvorfor Karen Blixen ikke trivedes der som ung: “Jeg har så mange gange havt samvittighedsnag, fordi jeg lod Folehave få lov til at lægge sin kærlige, men tunge vægt så meget på Jer, – naturligvis mest på Tanne, som stod mest fremmed overfor hele den ånd (….) naturligvis ved jeg godt at hun ville føle sig knuget ved livet her med Bess og mig, grevinde Ahlefeldt, fru Funch, Ulla etc, – altsammen borgerlighed i elskværdig dødvande.”

I sin bog Tanne. Min søster Karen Blixen, 1974, fortæller Thomas Dinesen om barndomshjemmet; om Mamá og hendes victorianske livssyn med faste og urokkelige moralske love og om moderen Ingeborg som “et af de mest religiøse mennesker, jeg har kendt”. Om søstrenes opdragelse skriver han diplomatisk: “Det var ikke altid let for de tre søstre at blive belært, med den største sikkerhed, om det gode og det onde i livet, om ret og uret, om pligter og handlinger, og om de rette, passende ord, – vel næsten også om de passende, de artige tanker.” Hvordan Karen Blixen oplevede det indestængte, victorianske miljø kan aflæses i Breve fra Afrika og i ungdomsdigtet Vinger, hvis sidste vers lyder således:

Høi er Himlen, et dyb af klarhed,
en brønd af blåt, og af stråler skinnende,
høit vil jeg stige uden at svimle,
se jorden forsvinde, lege med vindene.
Skøn er jorden ved sommertide
når alle roser af svøbet springer,
men i sit fængsel synger mit hjerte
kun om vinger, kun om vinger.

I Afrika får Karen Blixen opfyldt sin længsel efter “Vinger” – titlen på et kapitel i Den afrikanske farm. Men vingeflugt indeholder risiko for bratte fald. Også det kom Karen Blixen til at opleve.