ANMELDELSER: SYV FANTASTISKE FORTÆLLINGER

Da Blixens debutsamling Syv fantastiske fortællinger udkom i Danmark i 1935, fik de en meget blandet modtagelse hos anmelderne. Nogle vurderede dem som “geniale”, andre beskrev dem som “adelig dame-te, hvor der sladres”. Af syv førende kritikeres anmeldelser er de fire alt i alt positive, mens tre spænder fra det voldsomt negative til det forbeholdne. Den afrikanske farm fra 1937 får en langt bedre modtagelse, men også her er der malurt i nogle bægre.

Som mange andre forfattere havde også Karen Blixen en god hukommelse for de dårligste anmeldelser. Men som det fremgår af nedenstående citater var det ikke helt grundløst, når hun ofte klagede over ikke at blive forstået og anerkendt i sit fædreland. Især fordi den angelsaksiske verden tog hende til sig med en helt anden varme og begejstring. Den reagerede ikke negativt på genre og stil, fordi den havde større litterært udsyn end dele af litteraturkritikken og det læsende publikum i 1930´rnes Danmark.

ANMELDELSER AF SYV FANTASTISKE FORTÆLLINGER. CITATER

Tom Kristensen, Politiken,1935:
“Og denne Grundtone vil vi fastholde. Sorg og Glæde, Smerte og Vellyst løber sammen i ét. (…) Og kan denne Grundtone endnu ikke gøre læseren fortrolig med Baronessens snørklede, hyperlogiske Fantasi, forekommer den stadig Læseren udansk, saa er det pudsigt at minde den samme uvillige Læser om, at den danske Søren Kierkegaard engang i vor “gotiske” Fortid, i Fyrrerne, skrev et hypergenialt Essay om Mozarts “Don Juan”. Dér vil man finde den samme danske Fantasi, der med sin logiske Stædighed truer med at sprænge Fornuften, den danske Fantasi, saadan som den er, naar den er genial”.

Uddrag af andre anmeldelser:

Hartvig Frisch, Social-Demokraten,1935:
“Til Slut skal for en Fuldstændigheds Skyld fremhæves, at hvis en og anden Mørkemand skulde glæde sig over, at Romantiken nu skal paa Moden igen, saa kan han vist komme til at glæde sig for tidlig. Bogen er nemlig hverken moralsk eller umoralsk, men simpelt hen amoralsk, et Marionetspil om Mænds og Kvinders Drifter, skrevet af en klog og følsom Iagttager. Er Eventyrformen, der er anvendt, næsten østerlandsk og er Tiden Empire, saa er til Gengæld Belysningen højmoderne og aldeles usentimental Funkis”.

Otto Rung, Berlingske Aftenavis, 1935:
“… disse Fortællinger har et Kød og et Blod saa levende og kraftigt, at det er Natur af en særegen højere Potens end vor. Og en Lidenskab, der ikke blot fængsler, men slaar! (…) I Danmark, hvor Fantasi i stort Format altid af litterære Pædagoger er bandlyst under Navnet Fantasteri, er en saadan Bog en sjælden Gæst. Det er omtrent som at se den flyvende Hollænder sejle ind i Langelinies Baadehavn mellem Amatørklubbens Søndagsbaade!”

Hans Brix, Dagens Nyheder, 1935:
“Den er uden for al Moral. Og kun optaget af Livspragten. Den er storsnudet aristokratisk i sin Stilling til Eksistensen. Den lægger sig med intensive Glædesfornemmelser paa tværs af det daglige, sandsynlige og haandgribelige. Men den er en næsten uudtømmelig Kilde for Detailler af salt Vid, uforsagt Kynisme, spillende Aandfuldhed. Den har sine Tumlepladser helt for sig selv og imponerer som et Luftsyn.”

Frederik Schyberg, Berlingske Tidende, 1935:
“Halvdelen af Bogens Charme i Udlandet beroede paa Paradokset mellem Indhold og Sprog, mellem den perverterede Tone og det (i engelske Øjne) højst primitive Milieu i disse mystiske, “fantastiske” og dekante Fortællinger – fra Danmark. (….) Snobberiet er dels af personlig og dels af æstetisk Art. Selve Fortællingernes historiske Milieu (de foregaar alle for 100 Aar siden) beror paa et historisk Snobberi, og deres Efterligning af de store romantiske Fortællere er et litterært Snobberi. Isak Dinesen snobber desuden for gamle Vine og for Diamanter, for Svaner, Vildsvin og Enhjørninge, som er hendes faste Rekvisitter i alle Historierne. (….) Men Snobberiet giver naturligvis Tone, giver Niveau, giver Sukces i Amerika. Men hvad med Perversiteten? Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes. (….) Uden at være snerpet kan man sige, at kunstnerisk deklasseres Bogen af sin grænseløse erotiske Nyfigenhed, der er forargelig af den ene Grund, at den intet Formaal tjener. Det er adelig Dame-Te, hvor der sladres. Baronesse Blixen-Finecke præsenterer Perversiteter med Sukkertang. (…) Men paa Fortællingens Konflikt, Forholdet mellem Boris og Athene, gives ingen Løsning, skønt det er den, vi er spændt paa. Isak Dinesen præsterer en Effekt, men ingen Pointe. Det er næsten Reglen for hendes Fortællekunst.”

Richardt Gandrup, Aarhuus Stiftstidende, 1935:
“Imidlertid er hun bundet i en traditionel Opfattelse, hvis Ensidighed og Mangel paa virkelig Dybde røber sig saa aabenhjertigt, at Læsningen af hendes Fortællinger virker som en sløvende Gentagelse af noget, man for længst havde ment lykkeligt overstaaet. (…) Thi Sandheden sagt uden Omsvøb er den, at de syv Fortællinger baade episk og psykologisk virker kunstlede indtil det unaturlige og i deres Stil forekommer raffinerede indtil det anstødelige. (…) Nogen blivende Plads i dansk Digtning vil den ikke komme til at indtage.”

Paul la Cour, Tilskueren, 1934:
“Det er en Verdensdame, der har skrevet disse gnistrende artistisk begavede Noveller, og i en vis Forstand er det da utvivlsomt ogsaa et Stykke Verdenslitteratur, hun har afstedkommet, litterær Pastiche af højeste Kvalitet, men Bogen er gold, fordi den er uden Hensigt.”

Samtlige danske og udenlandske anmeldelser af Syv fantastiske fortællinger er optrykt i Blixeniana, 1980.

 

ANMELDELSER: DEN AFRIKANSKE FARM

Når man sammenligner danske og udenlandske anmeldelser af Den afrikanske farm, står det endnu engang klart, hvorfor der gik mange år, før Karen Blixen følte sig accepteret i Danmark. De engelske og amerikanske kritikere er så godt som enstemmigt rosende, mens der er store og små forbehold hos flere af de danske. Ingen er så slemme som Frederik Schybergs herostratisk berømte tilintetgørelse af Syv fantastiske fortællinger. Men i Kristeligt Dagblad er Emil Frederiksen tæt på Schyberg, når han skriver, at der sommetider er “rigeligt med Damepjat”. Alt i alt bliver Den afrikanske farm langt bedre modtaget, ikke mindst af læserne. Den opnåede meget større oplagstal end nogen af Karen Blixens fortællinger.

ANMELDELSER AF DEN AFRIKANSKE FARM. CITATER

Hakon Stangerup, Nationaltidende, 1937:
“Der staar en knitrende elektrisk Strøm mellem dens Stof og dens Stemning. Den lever med en forunderlig intens Varme, fordi den lægger Livets Atmosfære om baade Dyr og Mennesker, Sorte og Hvide, Natur og Civilisation – og mindre beskæftiger den sig ikke med! (…) Paa Bogens Overflade glider der farvestraalende Billeder af Folk og Fæ, ofte muntre og aldrig kedelige, men dybere nede i Bogen er det de store Kræfter, der driver deres Spil”.

Uddrag af andre anmeldelser:

Tom Kristensen, Politiken, 1937:
“Enkelthederne i det mørke Afrika træder frem, som om man om Natten tændte en elektrisk Lommelygte og rettede Lyskeglen imod dem, og der staar de da og dirrer, en Løves Flammehoved, en Negers tunge sorte Ansigt, i dette dirrende og skarpe Skær, som udstraaler Forfatterindens egen geniale Evne til at opleve og gengive Oplevelsen i Ord, fra Forfatterindens eget Sind”.

Svend Erichsen, Social-Demokraten, 1937:
“Hun skriver ikke mere om Fortidens falmede Adel, om sære Figurer – snittet ud af gamle Slotssales Malerier eller Gobeliner – men om Nutidens Negre og Muhamedanere fra det Indre af Afrika. Og hun skriver som en Mester. Den Virkelighed, hun aabner for os, er saa nøgen og mættet med Lys, at vi kan se den ind i alle Fibre, at vi kan sanse den, som om den var rykket tæt ind paa Livet ved et Tryllesprog. Karen Blixen hører til de sjældne, der kender Kunstens Magi”.

Kai Friis-Møller, Ekstra Bladet, 1937:
“Den Grundighed, hvormed hun fremmaner sin lille indfødte Kokkedreng og sin tamme Hind, er næppe udelukkende dikteret af en kærlig Vilje til at udødeliggøre disse blide, vilde Væsener, men er fuldt saa meget en magisk Ritus, hvorigennem hun søger at holde sit eget Billede levende i sine fjerne Undersaatters Bevidsthed”.

Hans Brix, B.T., 1937:
“Bogens største Ynde er dens Atmosfære af aristokratisk Balance i Fru Karen Blixens Sjæl. Som den hvide Herskerinde, ensom mellem de brune og sorte Personer, der er i hendes Brød, sidder, nej troner hun under Ækvators lodrette Sol og den kolde tropiske Nathimmel som et virkeligt Billede paa europæisk Overlegenhed over sin egen Skæbne og andres Skæbner”.

Kjeld Elfelt, Berlingske Tidende, 1937:
“Men – det er en klog og erfaren Kvinde, der fører Pennen over Papiret. Og Digter? Ja! Og et Geni? Tom Kristensen lovede, da Syv fantastiske Fortællinger udkom paa Dansk, at han vilde lægge Hovedet paa Blokken, hvis Isak Dinesen ikke var genial. Lad os laane Øksen … og han er et afgørende Hoved kortere i Morgen”.

Emil Frederiksen, Kristeligt Dagblad, 1937:
“Derimod lykkes det ikke Forfatterinden at give os videre dybe eller indholdsrige Indblik i de afrikanske indfødtes Mentalitet og den Ændring, de undergaar ved Mødet med Mission og Civilisation. Paa de Felter er hendes Meninger saa banale som i en hvilken som helst litterær Dame-Salon. Hun fortæller om Negrene med en gennemtrængende Tone af at nyde den Opfattelse, de har af hende som et højere Væsen. (…) En Fernis af klassisk Dannelse og Brug af Udtryk fra religiøst, navnlig katolsk Forestillingsliv gør det ud for saglig, farvefuld Skildring. Kultiverede Akvareller – hvor vi hellere vilde have haft et Maleri af Afrikas Væsen.”

De vigtigste danske og udenlandske anmeldelser af Den afrikanske Farm er optrykt i Blixeniana 1984. Oversigt over anmeldelser af alle Blixens værker findes i Liselotte Henriksen: Karen Blixen. En bibliografi. 1977.