ESSAYS

De tekster, der i flere forskellige bogudgaver er samlet under betegnelsen “essays”, var i deres oprindelige form enten foredrag, aviskronikker, radiotaler eller essays i tidsskrifter. En undtagelse er “Moderne ægteskab og andre betragtninger”, som Karen Blixen skrev i Afrika og sendte til sin bror Thomas Dinesen i 1924 med titlen “Om Ideal & Natur”. Det var en fortsættelse af mundtlige meningsudvekslinger mellem Karen Blixen og Thomas Dinesen, da han opholdt sig på farmen i Kenya. Tilblivelsen af de øvrige essays strækker sig over en periode fra 1938 til 1959.

Den første samling Essays udkom 1965, næste udgave med samme tekster udkom 1978 med titlen Mit livs mottoer og andre essays, og endelig udkom i 1985 Samlede essays med yderligere tre essays (Moderne ægteskab, Sorte og hvide i Afrika, Til fire kultegninger). I USA og England udkom et udvalg af essays i 1979 med titlen Daguerreotypes and Other Essays.

FORHOLDET MELLEM DE TO KØN
Kvindens rolle i ægteskab og samfund, samt forholdet mellem de to køn er tema i flere af Karen Blixens essays. Det er interessant at iagttage, hvor meget hun har ændret holdning til nogle af disse spørgsmål, siden hun var ung. I “Moderne ægteskab og andre betragtninger”, skrevet omkring 1923, sammenligner Karen Blixen kvindens rolle i ægteskabet før og nu. Før, skriver hun, havde kvinden en fast og meningsfuld rolle i ægteskabet. Nu er ægteskabet en tvivlsom institution at ofre sit liv for. Ægteskabet giver kvinden urimelige vilkår og gør hende ufri uden god grund. Essayet fra 1923 konkluderer, at kærligheden trives bedst i det, Karen Blixen kalder et “frit kærlighedsforhold”, dvs. et forhold uden ægteskab.

EN BÅLTALE MED 14 ÅRS FORSINKELSE
30 år senere, i “En båltale med 14 års forsinkelse” mener Karen Blixen, at kvindesagen er et mere eller mindre overstået kapitel. Et hovedsynspunkt i båltalen er, at mænd og kvinder er væsensforskellige, hvilket giver en positiv grobund for vekselvirkning og inspiration. I den forbindelse henviser hun til den engelske forfatter Aldous Huxley, som i et roman har brugt udtrykket “the love of the parallels” om “et goldt og smertefuldt forhold”. “- love of the parallels”, skriver Karen Blixen i sin båltale, er “den håbløse kærlighed mellem to parallelle linier, der følges ad, men ikke kan mødes”. (m.u.)

I 1926 mente hun imidlertid det modsatte. I et brev fra 1926 (Breve fra Afrika II, s.56) bruger hun det samme Aldous Huxley-udtryk: “Aldous Huxley har et udtryk “The Love of the Parallels”, – som han rigtignok anvender i en temmelig tragisk betydning, men som jeg vel kan have lov til at opfatte som jeg vil, – som på en måde udtrykker, hvad jeg her mener: man løber ikke “ud i”, går ikke “op i” hinanden; man kommer måske ikke hinanden så nær som de mennesker, der har evner til en sådan Opgaaen i hinanden, og man er slet ikke hinandens mål i livet, men mens man er sig selv og stræber mod sit eget fjerne mål, finde man lykken i overbevisningen om i al evighed at løbe parallelt.” (m. u.) De to helt forskellige holdninger hos den unge og den ældre Karen Blixen er et eksempel på, at man kan gå meget forkert af Karen Blixens fortællinger, hvis man bruger den ældre forfatters essays som rettesnor for fortolkninger af den meget yngre forfatters fortællinger.

DAGUERREOTYPIER
I “Daguerreotypier” tegner forfatteren et par billeder af fortidens mennesker, dvs. hendes egen forældregeneration, deres ideer, forestillinger og syn på livet. Det første handler om fortidens kvinder, der faldt i tre kategorier alt efter, hvad deres roller var i forhold til manden: husmoderen, skytsengelen, bajaderen. Den fjerde kategori – heksen – stod for sig selv, fordi hun netop “eksisterede uafhængig af manden og havde sit tyngdepunkt i sig selv.” Det andet daguerreotypi handler om jomfru Sejlstrup, husholderske på hofjægermesterens herregård og diskuterer bl.a. lighedsbegrebet og forskellige tiders opfattelse af, hvad der hører til “livets goder”.

MIT LIVS MOTTOER
I “Mit livs mottoer” gennemgår Karen Blixen mottoer, hun har valgt i forskellige perioder af sit liv, og hvad de har betydet for hende. Som helt ung valgte hun “Essayez!”, samt “Tit i vanskeligheder, aldrig bange”. Under mottoet “Navigare necesse est, vivere non necesse” drog hun og Bror Blixen til Afrika. Pompejus´s ord om, at det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, oversatte de til deres egen situation: “Det er nødvendigt at have en farm, det er ikke nødvendigt at leve.”

I Afrika overtog Karen Blixen et motto fra Denys Finch Hatton: “Je responderay” – Jeg vil svare. Hun understreger mottoets etiske indhold: “Jeg vil svare for hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig”.

Efter hjemkomsten til Danmark fik Nietzsches “Jeg er en ja-siger, og en stridsmand har jeg været” betydning for hende sammen med “Pourquoi pas?” – Hvorfor ikke? Om det sidste skriver hun:
”Hvorfor?” alene er en jamren eller klage, et råb fra hjertet; det synes at lyde i ørkenen og i sig selv at være negativt, en tabt sags stemme. Men når endnu et negativ, pas, “ikke”, bliver føjet til, bliver det patetiske spørgsmål forvandlet til et svar, et direktiv, et signal der udtrykker et vildt håb. Under dette tegn (…) gjorde jeg min første bog færdig.”

SAMLEDE ESSAYS, 1985 indeholder følgende:

Moderne ægteskab og andre betragtninger.
Skrevet i Afrika 1923-24.

Sorte og hvide i Afrika.
Foredrag i Stockholm og Lund 1938.

Om Retskrivning.
Dobbeltkronik i dagbladet Politiken 23-24.marts 1938.

Breve fra et land i krig.
Skrevet 1940, trykt 1. gang i tidsskriftet Heretica, 1948.

Gensyn med England.
Radiotale i BBC, 1947.

H.C. Branner: Rytteren
Skrevet 1949, trykt 1. gang i tidsskriftet Bazar 1958.

Til fire kultegninger.
Berlingske Aftenavis, 1950.

Daguerreotypier I-II.
Radiotale i DR 1951. Trykt som selvstændig udgivelse 1951.
Udsendt som grammofonplade 1977.

En båltale med 14 års forsinkelse.
Radiotale i DR 1953. Trykt 1. gang i Det danske Magasin, 1953.

Fra lægmand til lægmand.
Radiotale i DR, 1954. Trykt 1. gang i dagbladet Politiken, 1954.

Rungstedlund.
Radiotale i DR, 1958. Trykt 1. gang i Hilsen til Otto Gelsted, 1958.

Mit livs mottoer.
Karen Blixens “Dinner Meeting Adress” ved årsfesten i “The National Institute of Arts and Letters”, New York 1959. Trykt 1. gang i Proceedings of The American Academy of Arts and Letters, New York 1960.