INTERVIEWS

“Jeg bryder mig ikke om at blive interviewet”, siger Karen Blixen indledningsvis i et interview, bragt i The New York Times Book Review den 3. november 1957, og hun fortsætter, “det er som en eksamination, og hvem føler sig inspireret ved at blive eksamineret!”

Fra sin debut i 1934 til en måned før sin død i 1962 kom Karen Blixen dog op på at give omkring 150 interviews til danske og udenlandske aviser, radio og TV. Hovedparten af disse interviews er samlet af Else Brundbjerg i bogen Samtaler med Karen Blixen, 2000.

Det er sjældent Karen Blixen kommenterer enkeltheder i sine fortællinger, og hun kommer aldrig med udtalelser, der går tæt på hendes privatliv. Alligevel er de mange interview med til at belyse Karen Blixens personlighed, litterære interesser, syn på Afrika, ligesom hun ofte udtaler sig om forskellen på de danske og udenlandske reaktioner på forfatterskabet. Hun kommenterer også en række almene samfundsforhold og livsværdier, samt mere overordnede linier i sin fortællekunst.

CITATER FRA INTERVIEWS

1934 “Jeg vil være fri i min ytringsform – jeg dvs. Isak Dinesen – vil være fri i sin ytringsform. Han kender yderpolerne i litteraturen, den rent menneskelige, hvori Dostojevskij vel har ydet det ypperligste, og et værk som “Tusind og een Nat”, hvori forfatteren slipper jorden, og han vil have lov til at stå midt mellem disse poler”.
1935 “Jeg gentager, at dette (fortællingernes succes) intet er i sammenligning med det at føle, at man kan skrive. Jeg følte det, som kunne jeg pludselig flyve, som kunne jeg svømme på dybe vande”.
1937 “Se engang denne slægtsbog. Den handler om min familie gennem tre hundrede år. Men den fortæller os kun om mændene. Deres bedrifter og livsløb skildres omhyggeligt med de enkeltheder, vi nu kan samle. Om kvinderne står der intet, kun den tørre bemærkning om, at manden giftede sig med den og den dame”.
1942 “Et kunstværk skal ikke være et kunststykke. En kunstner skal dog have noget på hjerte”.
1946 “Manden kender ikke kvinderne lige så godt, som kvinden kender manden”.
1952 “I mine øjne har emancipationen ikke været en absolut lykke for kvinderne. Selvfølgelig var den nødvendig. De havde jo ikke noget valg. Tænk bare på en sådan ting, som at al industri jo før i tiden var på kvindernes hænder. De støbte lys, de spandt, de vævede osv. Men kvinden må aldrig give sig til at konkurrere med manden. Et samspil mellem kønnene er af overordentlig stor betydning.”
1954 “Og jeg tænker på et vers af Sophus Claussen, hvor han siger: “at når alting glipper er der trøst at øse, i tragedien, hos de store trøstesløse”. At der er trøst at øse, det synes jeg der er i allerhøjeste grad både med Chaplin og Hemingway”.
1959 “Men skæbne betyder ikke det samme for mig som for de fleste andre. Jeg ser ikke skæbnen for mig som en gud uden ansigt, for hvem mennesket må bøje sig i frygt og bæven. For mig ligger menneskets skæbne i samspillet mellem dets væsen og dets omgivelser. (…) Hvis Othello havde været gift med Cordelia, ville alt være gået anderledes. De kom ud for et sammentræf af omstændigheder, de ikke kunne magte. Af en sådan konflikt dannes en skæbne, og dermed tragedien”.
1962 “Ja, som oftest er fortællingen inspireret af virkeligheden, noget oplevet, men i fortællingen kan dette virkelige forklæde sig indtil ukendelighed, og det hører heller ikke altid til forfatterens egne idéer”.