Kinesisk æskesystem

I en af Karen Blixens Sidste fortællinger – “Kardinalens første historie” – siger Kardinalen, at man bedst kan besvare spørgsmålet: “Hvem er jeg?” ved at fortælle en historie. Det forklarer et typisk træk ved hendes fortællinger, som ses allerede i Syv fantastiske fortællinger. Når personerne kommer i diskussion om eksistentielle spørgsmål, forklarer de sig ofte ved at fortælle en historie. Det kan minde lidt om den funktion, som lignelserne har i Biblen – nemlig at anskueliggøre eller kommentere en sag i den omgivende tekst. “Jeg vil fortælle Dem hele min Historie”, siger den gamle dame i “Vejene omkring Pisa”, “for at De kan forstaa, hvad det er, jeg beder Dem om.” I “Syndfloden over Norderney” siger den unge Jonathan Mærsk: “Ja, jeg vil fortælle Dem min Historie. Måske kan jeg selv bedre forstå alt, hvad der er hændet mig, når jeg endelig engang får det udtrykt i Ord.” På den måde kommer hver fortælling til at bestå af mange historier i historien, bygget ind i hinanden som kinesiske æsker.

De mange historier i historien er imidlertid ikke blot et kompositorisk greb. Det er også udtryk for forfatterens basale livssyn: Hvordan et menneskes liv kommer til at forme sig, afgøres i høj grad af de valg, vi træffer, og af vore handlinger over tid, og netop dét kommer til udtryk i en historie. Karen Blixen ser det som et uomgængeligt livsvilkår, at vi ikke kan overskue konsekvenserne af vores handlinger og valg, før det er for sent af gøre dem om.

Siden hen

I mange af fortællingerne står der et: “Siden hen tænkte han …”, som udtryk for, at først “siden hen” – dvs. for sent – kan personerne indse, at de i en given og skæbnesvanger situation burde have handlet anderledes, truffet et andet valg. I et brev fra Afrika (den 4.juli 1926) skriver Karen Blixen om denne problematik:

“Jeg synes at så mange Fejl og Fejltagelser i Livet begås, fordi man har Forholdene lige ind på Næsen og ikke kan få “Overblik”. – Denne smerte over, at vores forståelse indfinder sig for sent, er med til at give den tragisk-vemodige grundtone i Karen Blixens fortællinger.

Det er især de unge i Syv fantastiske fortællinger, der har svært ved at finde deres identitet og placering et sted mellem omgivelsernes forventninger og deres egne håb og længsler. Kernen og konflikten i alle fortællinger udspringer af forhold mellem unge mænd og kvinder i den giftefærdige alder. Skal kvinderne leve op til mændenes idealforestillinger – som i “Den gamle vandrende Ridder”? Ser manden den kvinde han møder, for hvad hun er, eller søger han kun en bekræftelse på sig selv – som i “Drømmerne”? Eller er det kvinderne, der er for stolte og stejle til at slippe sig selv for kærlighedens skyld – som i “Aben”? Skal de unge af begge køn bøje sig for den ældre generation, som har deres egne hensigter med de unge og forsøger at manipulere dem – som i “Vejene omkring Pisa” og “Digteren”?

I fortællingen “Et familieselskab i Helsingør” er mange af disse spørgsmål samlet i én fortælling, idet den handler om to søstre og deres bror og dermed om kønnenes ulige muligheder for at udvikle sig og vikle sig ud af de fordringer, som deres borgerlige familie stiller dem. Mange af Karen Blixens Breve fra Afrika beskæftiger sig indgående med mænds og kvinders ulige muligheder i det borgerlige miljø, hun selv voksede op i.