MARIONETKOMEDIER

Allerede som barn skrev Karen Blixen komedier og skuespil, som hun opførte sammen med sine søstre og kammerater. I Frans Lassons og Clara Svendsens bog Karen Blixen. En digterskæbne i billeder, 1969, kan man se et fotografi af børnene, som opfører den 11-årige Karen Dinesens komedie Hovmod står for fald. Denne komedie er gået tabt, men i Blixeniana, 1983 med et udvalg af Karen Blixens ungdomsarbejder, er trykt to andre tidlige skuespil-manuskripter, Rolf Blåskægs død og Marsk Stig. Den eneste af komedierne, som blev viderebearbejdet, offentliggjort og opført var imidlertid marionetkomedien Sandhedens hævn.

Sandhedens hævn blev opført to gange i Karen Blixens levetid. I marts 1936 på Det Kongelige Teater med Svend Borberg som instruktør, og i 1960 som TV-film i Erling Schroeders iscenesættelse. I 1974 blev den sat op på Boldhusteatret som totalteater, og i 1977 i Riddersalen som dukketeater. Komponisten Ib Nørholm brugte Sandhedens hævn som forlæg til en opera, der blev opført på Østre Gasværk i 1986 og senere også i Odense og Århus. I 1998 iscenesatte Jaques S. Matthiesen Sandhedens hævn på Folketeatret som marionetteater kombineret med levende personer. Og endelig var marionetkomedien 250- års-jubilæumsforestilling i sæsonen 1998-99 på Det Kongelige Teater i Peter Langdals iscenesættelse.

Den første kladde til Sandhedens hævn er fra 1904. Den blev omarbejdet i 1915 og igen i 1926, hvor den blev trykt i tidsskriftet Tilskueren, maj 1926. På samme tid skrev Karen Blixen på to andre marionetkomedier – den aldrig trykte Elmis Hjerte, samt Carneval. Den sidste blev omarbejdet til fortællingen “Karneval”, trykt 1. gang i Efterladte fortællinger.

Karen Blixen lader sin ungdoms marionetkomedier få en rolle i nogle af sine senere fortællinger. Sandhedens hævn optræder i “Vejene omkring Pisa” og “Et familieselskab i Helsingør”, samt i den efterladte fortælling “Gensyn”. Her er den ene af hovedpersonerne, Pipistrello, direktør for et berømt marionetteater.

LØGNE BLIVER TIL VIRKELIGHED
Sandhedens hævn handler om kroværten Abraham, der bliver fanget i sine egne løgne. Han er ved at planlægge et rovmord på den unge landsknægt Jan Bravida, da heksen Amiane nedkalder den forbandelse over kroen, hvor handlingen foregår, at alle de løgne, der bliver sagt i kroen samme nat, skal blive til sandhed. Som mange af fortællingerne kredser komedien om identitet og skæbne. Mennesker kender ikke sig selv og deres roller i livet, før komedien er slut. Som den kvindelige hovedperson siger:

“Da vi først begyndte, da vidste ingen, hvordan vore roller var, ja vi vidste det ikke selv, for hvem kan vide, hvordan en karakter tager sig ud på scenen? Men nu har vi sagt de replikker, som var i os, ikke en eneste har vi holdt tilbage, og når tæppet falder, kan ingen tvivle om, hvad vi egentlig var.”

Men undervejs, mens komedien spiller, ved vi ikke, hvem vi er, og hvordan det vil gå. Først efter tæppefald har man overblik over sin rolle.