PSEUDONYMER

Pseudonymer har været anvendt siden oldtiden af forfattere, der af en eller anden grund ønskede at skjule deres identitet, mystificere læserne eller understrege, at privatmennesket og forfatteren ikke var identiske. Nogle forfattere har udgivet hele deres forfatterskab under pseudonym. Et dansk eksempel er forfatteren Carit Etlar (Gjøngehøvdingen m.fl.). Hans rigtige navn var Carl Brosbøll.
Men hvorfor valgte Karen Blixen at udgive sine første fortællinger under pseudonym? Der kan være flere forskellige forklaringer. I et interview i Politiken fra 1934 forklarer hun selv, at hun tog sin far, Wilhelm Dinesen, som forbillede. Han udgav i 1889 og 1892 Jagtbreve og Nye Jagtbreve under pseudonymet Boganis – et tilnavn han fik af indianerne under sit ophold i Wisconsin. Karen Blixen siger i interviewet:

“Han havde skrevet adskillige ting under sit eget navn, Wilhelm Dinesen, og det stod han selvfølgelig fuldt ud til regnskab for. Men i jagtbrevene ytrede han sig frit, lod fantasien råde eller kritiserede mænd i offentlige forhold. Han ville ikke have folk til at spørge: Mener De nu virkelig det, kaptajn Dinesen, eller har De selv oplevet den historie, vi læste i avisen i morges.”

Også Karen Blixens søster, Ellen Dahl, havde udgivet to bøger under pseudonymet Paracelsus i 1929 og 1932. Det var samlinger af småhistorier og livsfilosofiske essays, som imidlertid ikke påkaldte sig større opmærksomhed. Måske har Karen Blixen taget ved lære af søsterens udgivelser – bliver man overset, er det bedre at blive det under pseudonym. Men allerede som helt ung, i 1907, havde Karen Blixen selv brugt et pseudonym – Peter Lawless – til nogle vittighedstegninger, offentliggjort i det politisk-satiriske ugeblad Klods-Hans (gengivet i Blixeniana 1983).

PETER LAWLESS
Peter Lawless er muligvis inspireret af gråmunken Will Lawless, en person i Robert Louis Stevensons roman The Black Arrow fra 1888. Stevenson var en af Karen Blixens yndlingsforfattere. Arkitekten Steen Eiler Rasmussen, mangeårig nabo til Karen Blixen, skriver i sin artikel “Karen Blixens Rungstedlund” (genoptrykt i Frans Lasson: Karen Blixens Rungstedlund, 2001): “… Paa Rungstedlund findes et gammelt gulnet billede af Karen Blixen fra før hun var tyve. Hun staar med et forsorent udtryk i ansigtet og har understreget sin pose ved at skrive hen over billedet med stor haand “Peter Lawless”. – Når man i Karen Blixens Breve fra Afrika læser om hendes utilpassethed i barndomsmiljøet, kan man forestille sig, at hun med valg af dette pseudonym fik udtrykt sin distance og dulgte oprørstrang.

Da den unge Karen Dinesen i årene fra 1907 og fremefter får offentliggjort novellerne “Eneboerne”, “Pløjeren” og “Familien de Cats”, samt digtet “Ex Africa” i tidsskrifterne Tilskueren og Gads Danske Magasin benytter hun pseudonymet Osceola. Osceola var en indianerhøvding fra 1800-tallets begyndelse, og Wilhelm Dinesen brugte navnet til en af sine jagthunde.

ISAK DINESEN
Da Seven Gothic Tales i 1934 udkommer i USA, bruger Karen Blixen pseudonymet Isak Dinesen, og hun beholder det til den danske udgave af Syv fantastiske fortællinger, selvom forfatterens rigtige navn for længst er kendt. Hendes amerikanske forlægger, Robert K. Haas, forsøger at få hende til at udgive fortællingerne under eget navn, men Karen Blixen fastholder sit ønske om pseudonym.

At hun bruger sit fødenavn Dinesen er oplagt. Om Isak har Karen Blixen selv forklaret i et interview fra 1960, at hun valgte det efter fortællingen i 1. Mosebog om Sara, der ler, da Herren bebuder, at hun i sin høje alderdom skal få en søn. Karen Blixen fortsætter: “Og så siger hun bagefter, at hun vælger at kalde ham Isak, for det betyder latter, og hun håber og ønsker, at hele verden skal le med hende. Det syntes jeg var en tiltalende tanke.” Det er selvfølgelig en forklaring, men egentlig kun en halv. Vi får stadig ikke at vide, hvad hendes egen latter gælder. Måske identificerer Karen Blixen sig med Sara i den forstand, at hun i en forholdsvis høj alder får et forfatterskab, som Sara får en søn. Måske har hun haft en hensigt med at vælge netop en mands fornavn i sit pseudonym i en tid, hvor kvindelige forfattere var i undertal og måske knapt så respekterede som de mandlige. En forgænger i så henseende er den kvindelige, franske 1800-tals forfatter Aurore Dudevant, som skrev under pseudonymet George Sand.

I USA fortsætter Karen Blixens bøger med at udkomme under pseudonymet Isak Dinesen. I Danmark skifter hun til Karen Blixen fra og med Den afrikanske farm, bortset fra romanen Gengældelsens veje, der kommer under et nyt pseudonym, Pierre Andrézel. Isak Dinesen optræder dog igen på to danske bøger, nemlig de to selvstændige udgaver af Babettes gæstebud og Spøgelseshestene. Muligvis for at markere, at de oprindeligt var skrevet til det amerikanske ugeblad Ladies´ Home Journal.

PIERRE ANDRÉZEL
Karen Blixen har forklaret, at Gengældelsens veje blev udgivet under det nye pseudonym Pierre Andrézel, fordi hun ikke regnede romanen med til sit seriøse forfatterskab. Den er skrevet på dansk, så når det på titelbladet står anført, at den er oversat af Clara Svendsen, Karen Blixens sekretær, var det kun for yderligere at få folk til at tro på, at der var tale om en fransk forfatter. Der blev dog hurtigt gættet på, at Pierre Andrézel var identisk med Karen Blixen, men hun indrømmede det først åbent i et interview i 1956.