SIDSTE FORTÆLLINGER

Sidste fortællinger udkommer den 4.11.1957. Den bliver ikke, som titlen antyder, Karen Blixens sidste, men næstsidste samling. Forfatterens helbred svækkes op gennem 1950´erne, og i 1955, hvor hun fylder 70 år, må hun gennemgå flere operationer. Ikke desto mindre arbejder hun i disse år på tre store bøger: en samling med nye fantastiske fortællinger og vinter-eventyr; en samling Skæbne-anekdoter, som udkommer i 1958, og endelig romanen Albondocani. Den sidste skulle efter planerne være en række uafhængige historier, bundet sammen af en fælles hovedperson, Albondocani. Albondocani var et af kaliffen Harun al Raschids navne i den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat.

I Sidste fortællinger samler Karen Blixen nogle af de fortællinger, som indgik i de planer, og samlingen kommer derfor til at bestå af tre dele: Kapitler af romanen Albondocani, Nye fantastiske Fortællinger og Nye Vinter-eventyr. En del af fortællingerne har været offentliggjort separat i løbet af 1950´erne, nogle af dem i det amerikanske Ladies´ Home Journal i 1955. “Karyatiderne”, der oprindelig var tænkt som del af hendes debutsamling, blev allerede 1938 trykt i det svenske Bonniers litterära Magasin, og “Samtale om Natten i København” stod i det danske tidsskrift Heretica, 1953.

Som man kan forstå, er Sidste fortællinger  ikke så homogen som de to foregående samlinger. Nogle af de Nye fantastiske fortællinger og Nye Vinter-eventyr ligger tematisk i forlængelse af de to oprindelige samlinger. Det gælder bl.a. “Karyatiderne”, “Ib og Adelaide” og “En herregårdshistorie”, der alle handler om kærlighedens veje og vildveje.

KUNSTNEREN OG KUNSTNERENS ROLLE

“Samtale om natten i København” og “Kardinalens første historie” intonerer et nyt tema i forfatterskabet, som følges op i flere Skæbne-anekdoter, nemlig kunstnerens og kunstens rolle, set i forhold til andre livstydninger, religiøse såvel som filosofiske. Dialogen mellem to personer står centralt i de to fortællinger og er formentlig blevet til under indtryk af de mange samtaler Karen Blixen gennem 1950´erne førte med sin samtids kunstnere og litterater om kunstens væsen og muligheder.

I “Kardinalens første historie” er udgangspunktet for dialogen Kardinalens udsagn om, at et menneske er frelst, når det kan besvare spørgsmålet: “Hvem er jeg?” Spørgsmålet kan imidlertid kun besvares ved at fortælle en historie, og da en historie altid er flertydig, skal man ikke gøre sig håb om at finde endegyldigt svar på spørgsmålet. I “Samtale om natten i København” mødes digteren Ewald, den gale, unge konge Christian den Syvende og et offentligt fruentimmer, Lise. For en kort stund kan de højt hævet over gadens støj sætte tiden i stå og diskutere misforholdet mellem det meningsfulde univers, som kunstneren kan skabe for sine personer, og den uigennemsigtige og uforudsigelige tilværelse, mennesker må leve i virkelighedens verden.

TITLER PÅ DE ENKELTE FORTÆLLINGER:

Kapitler af Romanen Albondocani:

  • Kardinalens første historie
  • Kappen
  • Nattevandring
  • Om hemmeligheder og om himlen
  • To gamle herrers historier
  • Kardinalens tredje historie
  • Det ubeskrevne blad

Nye fantastiske Fortællinger:

  • Karyatiderne. En ufuldendt historie
  • Ekko

Nye Vinter-eventyr:

  • En herregårdshistorie
  • Ib og Adelaide
  • Samtale om natten i København