SKÆBNE-ANEKDOTER

Skæbne-anekdoter er den sidste samling, som udkommer i Karen Blixens levetid. Udgivelsesdatoen er den 12.10.1958, og den udkommer samme år i USA og England. Som det er tilfældet med Sidste fortællinger fra 1957, har et flertal af Skæbne-anekdoter været offentliggjort tidligere. Kun “Storme” er helt nyskrevet. “Babettes Gæstebud” og “Ringen” stod i det amerikanske Ladies´ Home Journal  i 1950, “Den udødelige Historie” samme sted i 1953. Desuden udkom “Babettes gæstebud” som selvstændig bog i Fremads Folkebibliotek 1952, mens “Dykkeren” er trykt i det danske tidsskrift Vindrosen ,i 1954.

KUNST OG LIV

Bortset fra “Ringen”, som tematisk knytter sig til Vinter-eventyr, omhandler alle Skæbne-anekdoter forholdet mellem liv og kunst, som vendes og drejes på forskellig måde i de fire fortællinger. Hvad betyder kunsten for sit publikum? Hvad betyder den for kunstnerens eget liv? Og er der overhovedet nogen overensstemmelse mellem liv og kunst?

STORME

“Storme” er en fortælling om kunstens omkostninger. Hovedpersonerne er teaterdirektør hr. Sørensen, som rejser på turné i Norge med Shakespeares skuespil “Stormen” og Malli, der spiller hovedrollen Ariel i skuespillet. Malli begår den skæbnesvangre fejltagelse at forveksle kunst med liv og bliver derved skyld i, at en matros mister livet under et uvejr på sørejsen. Da hun indser det, forlader hun sin forlovede og kærligheden og søger tilbage til teatrets verden. “Babettes gæstebud” fortæller om misforholdet mellem den strålende fest og lykkerus, som den tidligere franske køkkenchef og nu landflygtige Babette skaber i et lille norsk, stærkt religiøst samfund med sit overdådige kunststykke af et måltid, og hendes egen store ensomhed. Babette har dog sin særlige tilfredsstillelse: at yde sit ypperste.

DYKKEREN

“Dykkeren” åbner for spørgsmålet om, hvad der skal til for at være et skabende menneske. Der skal håb og længsel samt mod til at løbe en risiko. “Uden håb kan man ikke danse”, “uden håb kan man ikke flyve”, “uden håb kan man ikke fortælle”, hedder det. Modsætningen til den opfattelse er den satte, gamle kuffertfisk, som hævder, at lykken findes i at holde sig i fuldkommen ligevægt, i midten og middelmådigheden. Derfor kan fisken også sige om sig selv: “Vi har ingen hænder, vi kan derfor ikke frembringe nogetsomhelst og fristes aldrig til at ændre noget forhold i det fuldbragte og bestående skaberværk.”

DEN  UDØDELIGE HISTORIE

I “Den udødelige historie” forsøger den engelske rigmand, Mr. Clay at gøre en historie, han har hørt, til virkelighed. Det er en “udødelig” vandrehistorie om en gammel rigmand, der køber en ung sømand til at besvangre sin unge kone, så slægten kan føres videre. Mr. Clay har imidlertid ikke forudset, at de to unge mennesker, som han iscenesætter, bliver forelsket i hinanden og ikke vil skilles. Derved får historien en helt anden – og for Mr. Clay fatal – slutning. Rationalisten Mr. Clay vil ikke vide af historier, af fiktion. For ham er der kun virkelighed. Derfor prøver han at udrydde historien ved at lade den ske i virkeligheden. Men derved skaber han blot en ny historie – dén Karen Blixen fortæller.

Karen Blixen lod fire fortællinger, som oprindelig var tænkt til samlingen af Skæbneanekdoter, udgå, fordi hun regnede dem for mindre gode eller ufærdige. Det drejer sig om:
“Spøgelseshestene”, som stod i det amerikanske magasin Ladies´ Home Journal  i 1951 og udkom i Fremads Folkebibliotek, 1955.
“Klokkerne”, trykt i Arbejderens Almanak, 1952.
“Onkel Seneca”, trykt i Saturday Evening Post, New York, 1949.
“Den fede mand”, trykt i ugebladet Hjemmet, 1973.
“Ehrengard”, som med titlen
“The Secret of Rosenbad” i en kortere version blev trykt i Ladies´ Home Journal, december 1962, nogle måneder efter forfatterens død.
På dansk udkom “Ehrengard” som selvstændig bog allerede 1963, mens “Onkel Seneca” og “Den fede mand” først publiceres i Efterladte fortællinger, 1975. “Klokkerne” er aldrig optaget i nogen samling.

TITLER PÅ DE ENKELTE FORTÆLLINGER:

 

  • Dykkeren
  • Babettes gæstebud
  • Storme
  • Den udødelige historie
  • Ringen