BLIXIKON

I hvilken Karen Blixen fortælling forekommer en teaterbrand? Hvem var Berkeley Cole? Hvor optræder en person ved navn Hamilcar von Sehested? Har Tom Kristensen anmeldt Karen Blixens værker? Er Den afrikanske farm udkommet i Italien? Findes der en Karen Blixen-kalender? Hvilke teatre har opført Sandhedens hævn? Hvornår udkom den amerikanske professor Robert Langbaums bog om Karen Blixen? Var Ellen Dahl Karen Blixens søster? I hvilket Blixen-digt lyder første linie: “I sit fængsel synger mit hjerte”?
FIND SVARET HER
Alle disse spørgsmål og mange tusinde andre finder man svar på i Liselotte Henriksens Blixikon. Karen Blixen fra A til Å, 1999. Det er et alfabetisk ordnet opslagsværk, som giver svar på stort set alle faktuelle spørgsmål om Karen Blixen og hendes forfatterskab, Blixen-personalia, Blixen-forskning, Blixen-institutioner m.m. Desuden har leksikonet korte referater af alle fortællinger. I alt er der omkring 5.000 opslag i Blixikon.

Afdelingsbibliotekar Liselotte Henriksen skrev i 1977 Karen Blixen. En bibliografi og i 1988 Karen Blixen. En håndbog. I 2000 blev Liselotte Henriksen tildelt Rungstedlundprisen.