Rungstedlundprisen tildeles Niels Barfoed

by

Rungstedlundprisen 2017 tildeles forfatter og dr. phil. Niels Barfoed

Marianne Grøndahl 2005Foto af Niels Barfoed, fotograf Marianne Grøndahl, 2005,

Niels Barfoed har gennem sin karriere beskæftiget sig indgående med dansk og udenlandsk litteratur. Som forfatter, kritiker og lyriker har Niels Barfoed markeret sig som en stemme i samtiden, lige siden han blev mag.art. i litteraturhistorie i 1965. I 1978 blev Barfoed dr.phil. på en afhandling om Don Juan i dansk guldalder.

Niels Barfoed skrev i 2013 den meget roste biografi Benedicte, som fortæller historien om det litterære miljø i 1950’ernes Danmark med udgangspunkt i kvinden Benedicte og hendes skæbne. Gennem denne fortælling udfolder Barfoed sin indsigt og sit kendskab til denne tid, og beskriver hermed også det litterære liv på Rungstedlund hos Karen Blixen. Niels Barfoed mødte som ung mand alle de store forfattere af den tid, færdedes i det litterære miljø, tog møderne til sig og kunne mange år senere udgive denne vigtige bog om en kvindeskæbne. Pludselig får Benedicte en stemme og en plads som dybt impliceret tidsvidne.

I anerkendelse af Niels Barfoeds lange virke for dansk litteratur tildeles han dette års Rungstedlundpris.

Professor Nils Gunder Hansen motiverer prisen ved prisuddelingen.

Hendes Majestæt Dronningen, som er protektor for Karen Blixen Museet, vil være til stede ved prisuddelingen.

Prisen, som er på 50.000 kr., er stillet til rådighed af Hørsholm Kommune og uddeles 4. april 2017 på Rungstedlund – i umiddelbar nærhed af Karen Blixens fødselsdag den 17. april.