Syv fantastiske fortællinger – Karen-Lise Mynster

by

Karen-Lise Mynster / NBT 3/2009
Søndag 21. maj kl. 10.30-14.30. Karen Blixens ‘Syv fantastiske fortællinger’ bliver læst op på Rungstedlund syv søndage i træk. Femte arrangement byder på Karen-Lise Mynsters fortolkning af Karen Blixens ‘Aben’, hvor den skandaleramte soldat går på frierfærd, rammes af raseriets ekstase, synker i martyriets malstrøm og må le af skæbnens omvendte komik.

Pluspris 125 kr. Pris uden abonnement 200 kr. Billetgebyr 10 kr. pr. billet

Køb billet her

Karen Blixen fik sit internationale gennembrud i 1934, da ‘Seven Gothic Tales’ blev udsendt i USA. Disse raffinerede noveller om skæbne, mandigt og kvindeligt, livet og kunsten vakte betydelig opsigt ved udgivelsen, og fascinationskraften i de syv historier har holdt sig lige siden. Karen Blixen lod sine fortællinger udspille sig i en brydningstid mellem enevælde og borgerskab i midten af det 19. århundrede: “Jeg flyttede mine Tales hundrede år tilbage i en rigtig romantisk tid, hvor mennesker og forhold var anderledes end nu. Først dermed blev jeg fuldkommen fri.”

Karen Blixen Museet har inviteret syv fantastiske skuespillere til hver især at læse en af Blixens ‘Syv fantastiske fortællinger’ op på Rungstedlund syv søndage i træk. Karen-Lise Mynster fortolker ‘Aben’, hvor den unge skandaleramte Boris besøger sin tante, priorinden på Seven-Kloster. Som en feltherre blandt gådefulde magter sender hun ham på friergang til den stolte og stærke Athene, som har levet ganske afskåret fra verden. Med beundring for hendes skelet ender han i rasende kærlighed for blot at opleve skæbnens metamorfose.

Blixens fortællinger rummer mange naturskønne beskrivelser. Karen Blixen elskede naturen, særligt Rungstedlund. Med et kyndigt billedkunstnerisk blik beskriver hun landskaber, hvor fortællingernes stemninger toner frem og lagres med betydning. Derfor vil hendes fortællinger blive læst op i Blixens egen have med udsigt til de høje kastanjetræer, søens siv og de svaler som vanligt flyver forbi. Udsigten, naturens duft og lyde vil blive del af fortællingerne, når publikum sidder i haven i et smukt hvidt telt med udkig til kastanjerne. Teltet opvarmes, når forårets lune mindskes og åbnes yderligere op, når sommervarmen trænger sig på.

Der er indlagt kaffepause og frokostpause. Ristet Rug gæster Rungstedlund og serverer lune lækre håndmadder på nyristet økologisk rugbrød, muffins og vin, alt sammen i bionedbrydeligt emballage. I behøves ikke at bestille frokost, der er nok til alle.

De syv oplæsninger er støttet af 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, Dagmar & Leon Levin’s samt C.A Levin’s Fond og Toyota-Fonden.

Foto: Miklos Szabo