Denne sommer indbyder bænkene i Karen Blixen Museets smukke park og fuglereservat til at blive siddende endnu længere. Ved bænkene i parken kan man nemlig lytte til Karen Blixens egen karakteristiske stemme.
Hvis man er udstyret med en mobiltelefon, der kan scanne en QR kode – vil hver bænk give brudstykker af en samlet fortælling. Fortællingen stammer fra en radiotale med Karen Blixen fra 1958. Denne udsendelse var med til at sikre, at Rungstedlund blev fredet og vedligeholdt som fuglereservat. Man træder ind i et auditivt univers af fortid og fugleliv, af forelskelse i Øresund, af refleksioner om at være ”storyteller” og af sorg og tab – Karen Blixen mistede nemlig som barn sin højtelskede far. Forfatteren beretter endvidere på både oplysende og poetisk vis om Rungstedlunds firehundrede årige historie, om bebyggelsens beboere gennem tiderne, og ikke mindst nattergalen, der efter sit lange og seje træk fra Sydafrika, også skulle sikres et sted at være.
Blixens stemme akkompagneres af fotografier taget af hendes tidligere nabo, arkitekten Steen Eiler Rasmussen, hvis store kærlighed til Rungstedlund skinner tydeligt igennem på billederne. Fotografierne skildrer det naturreservat, som Blixens fugle i dag lever uforstyrret videre i, og emmer af magi.
At høre Karen Blixens stemme i parken er en oplevelse. Man hører et sprog og en diktion af en anden tid af en uforgængelig storyteller i et af Nordsjællands dejlige åndehuller. Historierne kan også høres på engelsk, dog ikke med Karen Blixens stemme.
Scan koden og lad fortællingen begynde – rigtig god fornøjelse !
