MUSEUMSBYGNINGEN

Ud over Karen Blixens hjem rummer Museet en række faste udstillinger, Boganis-Salen samt museumsbutik og Café Karen Blixen med terrasse ud til parken og fuglereservatet i lunden.

 

HOVEDINDGANGEN
Hovedindgangen ligger i vestfløjen og fører ind til caféen og butikken. På Karen Blixens tid var der vognport, hestestald og høloft her.

Entré-billetter købes i butikken.

DOKUMENTARUDSTILLINGEN
På første sal oven over museumsbutikken fortæller dokumentarudstillingen Karen Blixens livshistorie.

I perioden 25. april – 26. august er dokumentarudstillingen flyttet til trapperummet ved indgangen til Karen Blixens hjem. I stedet vises særudstillingen “BABETTE – PARIS 1871”.

BOGUDSTILLINGEN
Førstesalen rummer også to rum med en del af Karen Blixens bogsamling. Det drejer sig om hendes egne værker på alverdens sprog. Derudover er der værker af de forfattere, hun var særligt inspireret af såsom Homer, Dante, William Shakespeare, Ludvig Holberg, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Her står også en bronzeafstøbning af den portrætbuste af Karen Blixen, som den tysk-danske billedhugger Harald Isenstein fremstillede i 1935.

BALKONVÆRELSE OG LYTTEKROG

I balkonværelset ud til dokumentarudstillingen kan man sætte sig til rette i sofaen og lytte til Karen Blixens ikoniske fortællerstemme. En del af Karen Blixens bogsamling er udstillet her.

KAREN BLIXENS KUNST

Et udvalg af Karen Blixens malerkunst er udstillet i galleriet. Her vises kultegninger, pasteller og hendes afrikanske portrætter. Andre af hendes værker hænger i nogle af stuerne.

BREV-UDSTILLINGEN

Karen Blixen førte en omfattende korrespondance i de 17 år, hun boede på sin afrikanske farm. Et udvalg af brevene er trykt i uddrag og illustreret med fotos.

FILMRUMMET

Her vises filmen “Forestil dig – Karen Blixens forfatterskab”. Filmen giver en levende præsentation af Karen Blixens liv og forfatterskab. Den er lavet af Laurits Munch-Petersen og Ivan Z. Sørensen.

Filmen vises non-stop i åbningstiden og varer 12 minutter.

BOGANIS-SALEN
I Boganis-salen afholder museet særudstillinger og løbende arrangementer såsom oplæsninger af Karen Blixens værker, koncerter, filmforevisninger, søndagsforedrag og forfatteraftener. Salen er opkaldt efter det pseudonym, som Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, skrev flere af sine bøger under. Boganis betyder hasselnød.

Boganis-salen lejes ud. Kontakt Museet på tlf. +45 4557 1057