Temaomvisning: De nordiske norner og Blixens soveværelse

by

Temaomvisning: De nordiske norner og Blixens soveværelse
Søndag den 16. juni kl. 14-15 samt søndag den 25. august kl. 14-15.


Oplev Karen Blixen Museets nye udstilling ”De nordiske norner” på det gamle tørreloft fra 1700-tallet på Rungstedlund, når omviser Lene Brandt og Catharina Gower-Poole fortæller om de tre store nordiske forfattere, svenske Selma Lagerlöf, norske Sigrid Undset og danske Karen Blixen. De var stærke kvinder ikke kun i skriften, men også i livet. I vil komme tæt på de kvindelige karakterer i udstillingen, som er scenograferet og kostumieret af Maja Ravn, som er tilknyttet Det Kongelige Teater. De kvindelige karakterer har hver sin skæbne. Der er erotisk vækkelse, afkald på kærligheden og kamp med djævlen, alle omgivet nordisk naturmytologi, som påvirker kvindernes egen natur.
Samtidig med udstillingen er Karen Blixens træbeklædte soveværelse også åben for offentligheden, hvilket man vil opleve på omvisningen. Her sov og vågnede Karen Blixen med udsigt til Øresund hver morgen, og her tilbragte hun også sin allersidste tid. Ved sminkebordets teaterbelysning lagde Karen Blixen sin maske, hvid med sort kohl om øjnene. Besøgende kan opleve kurator John Christensens iscenesættelse af soveværelset, der lyst og let sætter fantasien i gang. Lene Brandt og Catharina Gower-Poole vil på temaomvisningerne desuden vise gæsterne rundt i resten af museet.
Billetter er inklusiv entré og kan købes på billetto.dk og i museumsbutikken. Pris: 150 kr. (årskortholdere: 100 kr.)